-
Carlsberg i milliardopkøb: »Det er ikke et røverkøb, men prisen er acceptabel«
来源: BDK Finans / 08 7月 2024 11:51:45 America/New_York
Carlsberg og den britiske læskedrikproducent Britvic er nået til enighed om et opkøb for 29 milliarder kroner. Det meddelte den danske bryggerigigant mandag i en børsmeddelelse. Og ifølge Carlsbergs topchef, Jacob Aarup-Andersen, kommer opkøbet i de kommende år til at skabe markant værdi for Carlsberg, og derfor er det ikke overraskende en tilfreds Carlsberg-topchef, som kan se sin virksomhed blive markant større efter opkøbet. »Det er næste skridt i vores rejse, at vi skaber en mere robust, fremtidssikret og diversificeret forretning omkring vores ølforretning. Og så har det helt klart stærk langsigtet værdiskabelse for vores aktionærer,« siger han. Aktiemarkedet kvitterede med en stigning på godt tre procent i mandagens handel. »Det er ikke et røverkøb, men prisen er acceptabel« Men hvordan ser analytikerne på opkøbet? Det er tredje gang, at Carlsberg kommer med et købstilbud på det britiske selskab, og tredje gang er så lykkens gang. De seneste to gange har bestyrelsen i Britvic nemlig afvist Carlsbergs bud, fordi de mente, det var for lavt. Ifølge senioranalytiker hos Sydbank Mikkel Emil Jensen er det ikke nogen overraskelse for markedet, at Carlsberg er vendt tilbage med et højere bud i tredje omgang. »De fleste havde nok en forventning om, at Carlsberg ville vende tilbage med et højere bud. Men det, at aktien stiger i dag, er nok et udtryk for, at prisen faktisk ikke ligger markant højere end det bud, som i første omgang blev afvist af Britvic,« fortæller han med reference til Carlsbergs andet opkøbstilbud på Britvic i juni. Det nye bud svarer til, at Carlsberg ender med at betale en samlet pris på omkring 29 milliarder kroner for den britiske læskedrikproducent. Medregnes Britvics gæld, kan beløbet nærme sig 36 milliarder kroner. Et beløb, som skal finansieres med gæld. Ifølge investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen pantsætter Carlsberg selskabets finansielle fleksibilitet ved den store gældsoptagelse. Det ses tydeligst ved, at Carlsberg suspenderer aktietilbagekøb et par år frem for at kunne nedbringe gælden hurtigst muligt. Samtidig vurderer Per Hansen, at der ikke er plads til flere opkøb, eller at selskabets indtjeningsevne pludselig ser meget anderledes ud i forhold til den nuværende. »Det sagt, så er der ikke nogen tvivl om, at Carlsberg har tænkt sig rigtig godt om, inden de begyndte det her opkøb. Historien tilsiger nemlig ikke, at Carlsberg har haft stor succes med tidligere opkøb«, supplerer han. Ifølge Mikkel Emil Jensen er det et højt – men fornuftigt bud. Han kan nemlig godt se potentialet i Carlsbergs opkøb og de synergier, der følger med. »Jeg vil ikke sige, at det er et røverkøb, men det er en acceptabel pris, hvor der er mulighed for at skabe noget værdi. Men prisen afspejler også, at de har købt et veldrevet selskab,« siger han. De fordele, som senioranalytikeren fremhæver, er blandt andet en række omkostningssynergier, som Carlsberg ser i opkøbet af Britvic. Synergierne skaber værdien af opkøbet Carlsberg forventer nemlig omkostningsbesparelser i omegnen af 100 millioner britiske pund årligt, hvoraf 80 procent forventes realiseret ved udgangen af 2027. Og selvom det måske kan lyde af meget, så vurderer Per Hansen, at det er et meget konservativt estimat. »Jeg er ret sikker på, at Carlsberg underspiller snarere end overspiller størrelsen på de synergier, som de har lagt frem. For hvis de ender med ikke at kunne levere på det, som de har stillet investorerne i udsigt, vil investorerne med rette spørge om, hvorvidt der har været en strategiændring, som er ufordelagtig«, siger han. Mikkel Emil Jensen bed under mandagens telekonference mærke i, at der blev lagt meget fokus på den synergi, der er mellem ølproduktionen og produktionen af læskedrikke. »Carlsberg ser andre steder i deres nuværende forretning rigtig gode synergier mellem ølproduktion og læskedrikke i forhold til både produktion og distribution. Når de fortæller det, giver det noget tryghed for investorerne«, fortæller han. Og netop de synergier var også noget, som Carlsberg-topchef Jacob Aarup-Andersen fremhævede over for Berlingske tidligere mandag. »I alle de lande, hvor vi driver både læskedrik- og ølforretning, har vi både bedre margin og resultater, end når vi kun driver ølforretning. Det er en transaktion, der skaber værdi for aktionærerne på flere planer,« fortalte han. Manglende indsigt sendte aktien ned sidste gang Det var blandt andet manglende indsigt i synergierne, som sendte aktien ned ved seneste opkøbsforsøg. Det vurderer Mikkel Emil Jensen. »Investorerne fik bare at vide, at Carlsberg var i gang med at brænde 25-30 milliarder kroner af, men ingenting om det strategiske eller finansielle rationale. Det gav nok mere anledning til bekymring end begejstring.« Det anerkender Jacob Aarup-Andersen da også. »Der var en negativ reaktion for ti dage siden, især fordi folk ikke havde mulighed for at forstå den bredere historie. Vi vil bruge de næste dage på at fortælle den historie og interagere med vores investorer. Så er det op til dem, hvordan de håndterer det,« siger Jacob Aarup-Andersen. Nu har investorerne fået den indsigt, og det tyder på, at det var noget de kunne lide. Markedsværdien er øget med fem milliarder kroner. »Vi mener det her er et fuldt og et fair bud, og det er en meget vigtig detalje, at det bliver anbefalet af Britvics bestyrelse, som kommer til at betyde meget for mange af aktionærerne,« siger Jacob Aarup-Andersen. https://www.berlingske.dk/aktier/carlsberg-i-milliardopkoeb-det-er-ikke-et-roeverkoeb-men-prisen-er